Forsamlingshuse

Galtrup, Mors 1876, se nærmere omtale.

Det forekommer helt rimeligt at inddele forsamlingshusenes historie i to faser: 1) den politisk aktivistiske i 1870-80'erne, hvor forsamlingshusene var et direkte modsvar til provisorietidens udfordringer, 2) den mere opfølgende, mindre politiske fase omkring århundredskiftet, hvor gymnastik (udleje til skolerne) og fester vandt frem. 

Man kan også - som det er gjort i Skiveportalens Forsamlingshuse gennem 125 år - sætte husene ind i et byggeboom for foreninger, hvor forsamlingshusene var de mest folkelige med baggrund i afholds- og højskolebevægelsen samt skytte-, gymastikforeningerne. Industriens og håndværkets arbejdsgivere samt forskellige loger byggede også, og i forhold til forsamlingshusene langt mere pompøst og solidt. Forsamlingshusene var oftest udsprunget af overordentlig små midler, hvor der blev sparet, hvor man kunne. 

Selv om forsamlingshusene i Danmark som historisk fænomen har en række fælles  træk, så er der også regionale forskelle og tidsmæssige forskelle.

Tidsmæssigt er der forskel på den politiske funktion i provisorietiden og den mere sociale og selskabelige efter århundredskiftet.

Regionalt får de sønderjyske forsamlingshuse i den del af Slesvig, som 1864-1920 var en del af Tyskland, en anden funktion end forsamlingshusene nord for Kongeåen. 

Dansksindede syd for grænsen begyndte at etablere forsamlingshuse fra 1890'erne, lidt senere end forsamlingshusenes start nord for Kongeåen. Hvor de danske forsamlingshuse var præget af højskolebevægelsen og oppositionen til godsejerstyret under Estrup, så var de dansksindedes forsamlingshuse syd for Kongeåen mest en konsekvens af de tyske myndigheders chikane af dansk-nationale møder på hoteller og kroer. Ud over det nationale aspekt fik de sønderjyske forsamlingshuse også en helt særlig funktion, nemlig skabelsen af det ret overdådige sønderjyske kaffe- og kagebord. Da forsamlingshusene ikke havde spiritusbevilling, og da man af nationale årsager var blevet fortrængt fra hoteller og kroer, så udviklede de sønderjyske madmødre - som jo i øvrigt som kvinderne i Danmark og Tyskland på den tid ikke havde valgret - deres særlige indslag i den nationale kamp, konkurrencen om, hvem der kunne servere de fleste og bedste kager.  

Forsamlingshusene var del af de folkelige bevægelser, som satte sig varige bygningsmæssige spor med andelsmejerier, folkehøjskoler, missions- og forsamlingshuse fra 1870-80'erne. Ud over det religiøst, nationale aspekt, var disse bevægelser også bl. a. et resultat af det åndshovmod, som efter 1848 herskede i den nationalliberale elite, en fortsat herremand-bonde mentalitet, nu blot også overtaget af godsejernes standsfæller i byerne, det bedre, veluddannede borgerskab. Hertil kom, at regeringsmagten indtil 1901 af kongen automatisk blev overdraget til det godsejer- og nationalliberalt dominerede Højre, medens bøndernes repræsentanter i Venstre var udelukket fra regeringsmagten og i vid udstrækning også lovgivningsmæssige bestemmelser, der skulle gennem det priviligerede Landsting, som især i medfør af grundlovsrevisionen i 1866 var domineret af kongevalgte og konservative kræfter. De heraf følgende godsejerdominerede Højre-regeringer, især Estrups, førte til stadig stærkere konfrontation mellem Venstre og højre i Folketinget, og kulminerede med provisorietiden 1877-1894, hvor Venstre benyttede sit folketingsflertal til at nedstemme regeringens finanslove, der så blev gennemført som provisoriske love. Men også i dagligdagen ude i landet, hvor regeringen søgte at forhindre modstanderne, den almindelige befolkning i at ytre sig, f. eks. med møder i offentlige skoler. Mundkurvscirkulæret af 22. april 1885 meddelte, at "mod regeringen rettet agitatorisk virksomhed" ikke kunne tåles af personer i offentligt embede, f. eks. skolelærere.

Man kunne konkret og lokalt vise sin modstand mod regeringen ved at nægte at betale skat. I 1885 var der to skattenægtere i Ørum (som af myndighederne blev tvunget til at betale). Stridens omdrejningspunkt var konflikten i den gennemsete, reviderede 1866 grundlov, hvor § 49 siger, "Forinden Finansloven er vedtagen, maae Skatterne ei opkræves, Ingen Udgift maa afholdes, som ikke har Hjemmel i Finansloven eller i en Tillægsbevillingslov." Her benyttede regeringen Estrup i samråd med kongen ganske snedigt (på kort sigt i det mindste) grundlovens § 25: "I særdeles paatrængende Tilfælde kan Kongen, naar Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige Love, der dog ikke maae stride mod Grundloven, og altid bør forelægges den følgende Rigsdag." Man behøver næppe være jurist for at se, at 1866 grundlovens § 25 og § 49 ikke var konfliktfri i deres pålydende. Tværtimod, hvad provisorietiden da også så levende demonstrerede. 

Det ottekantede forsamlinghus fra Galtrup, Mors er opført 1876, altså et ganske tidligt eksempel på forsamlingshusbyggeriet - provisorietiden, som ellers er en væsentlig årsag til forsamlingshusene, starter først 1877. Det blev forbillede for det i 1882-83 opførte, også ottekantede forsamlingshus i Ørum. Ligheden er slående. Her kan man evt. også fornøje sig med læsningen af en novelle af morsingboen og forfatteren Knud Sørensen, Det ottekantede forsamlingshus, som på underfundig vis rammer dybt ind i den historiske sammenhæng for forsamlingshuset. Dog undlader Knud Sørensen i sin novelle at lade Ørum Forsamlingshus optræde som aflægger af det ottekantede forsamlingshus på Mors, hvad det var, både i det ydre, men også holdningsmæssigt, principperne bag forsamlingshuset. At dette arkitektonisk markante monument over en af de mest folkeligt bevægede år i dansk historie så også har været truet af nedrivning for at blive til en parkeringsplads, kunne måske mane til eftertanke, når nedrivningsplaner fostres. Bygningen har siden 1978 været fredet.  

Der er i dag stadig ca. 1000 forsamlingshuse tilbage i Danmark ud af formentlig o. 16-1700, der blev opført fra 1870-80'erne. Det, der for alvor satte gang i forsamlingshusbyggeriet, var som anført provisorietidens modsætning mellem den godsejerdominerede Højre regering under Estrup og bønderne, der var både oplyste via 1814 skoleloven og den grundtvigianske højskolebevægelse, og efterhånden også ganske økonomisk kapable via bl. a. andelsbevægelsen. Da Højre som en del af provisorietidens restriktioner i 1885 udstedte det såkaldte Mundkurvscirkulære, der skulle forhindre regeringsfjendtlig propaganda, blev der en yderligere grund til at fremskynde forsamlingshusbyggeriet som et samlingssted for den almindelige befolkning. Desuden kom der også forbud mod at benytte skolerne som samlingssted. Alt i alt en frugtbar grobund for forsamlingshusene. Netop den folkelige ytringsfriheds vigtighed var et særkende for provisorietidens "aktivisthuse", hvor det frie ord og oppositionen til den herskende regeringsmagt stort set altid indgik i vedtægterne for de forsamlingshuse, der blev bygget i 1870-80'erne. Ved århundredskiftet var den tid forbi, nu har vi anden fase i forsamlingshusenes historie, tiden hvor den ideologiske kamp mod godsejervældet er slut, forsamlingshusene er blevet et fællesanliggende, næsten en modesag i landsbyerne. Skulle man pege på et modsætningsforhold for forsamlingshusene i denne fase, har det vel snarest været til missionshusene. 

Det ottekantede forsamlingshus i Ørum 1882-83 skal helt klart ses i sammenhæng med de folkelige bevægelser i helt bred forstand, herunder inspiration fra N. F. S. Grundtvig, Christen Kold m.v., herunder også protesterne mod Estrups provisoriske finanslove (grundlovsstridige sagde protesterne - man så her helt klart bort fra grundlovens mulighed for provisoriske finanslove).

I Ørum bestod bestyrelsen af 5 melemmer mod 3 i Hejlskov Forsamlingshus. Der var i Ørum ikke årlige udskiftninger af bestyrelsen som i Hejlskov. Pastor Mallings efterfølger som formand, lærer (fast ansat i Ørum i 1884) Hans Jacobsen var uafbrudt formand 1885-1920.

Ud over de oven for omtalte skattenægtere i Ørum blev der 15. april 1885, da provisorietidens undertrykkelse af oppositionen var på sit højeste, af 200 Venstremænd i Ørum Forsamlingshus oprettet en Riffelforening for Fjends Herred for at "sikre borgerfreden i landet", som det hed i Skive Folkeblad 15.04.1885. Desuden oprettedes i 1885 eller 1886 Ørum Sogns demokratiske Forening, hvor 10 af foreningens medlemmer også var blandt de 15, som fra Ørum havde stået bag oprettelsen af forsamlingshuset. Både Riffelforeningen og Ørum Sogns demokratiske forening var markante udtryk for den næsten revolutionslignende opposition til Estrups Højre regering - vilje til brug af våbenmagt og værn om ytringsfriheden.

Man kan sige, at Ørum Forsamlingshus i enhver forstand er et glimrende og illustrativt eksempel på et forsamlingshus i provisorietidens aktivistiske fase. Man kan ydermere sige, at det vel har været helt naturligt i Hejlskov, hvor J. V. Malling boede som præst, at der her også opstod et forsamlingshus, også i betragtning af, at 23, altså hovedparten af initiativtagerne til Ørum Forsamlingshus, kom fra Ørslevkloster.

I Nordfjends var der efter de foreliggende oplysninger kun et ca. med forsamlingshuset i Hald samtidigt missionshus på Kertevej i Hald, som blev opført i 1903, medens den indre missionsk orienterede pastor N. H. Buhl (1895-1905) var sognets præst. Dette missionshus ophørte dog ret hurtigt med at fungere. De 4 forsamlingshuse og det enlige missionshus viser ganske illustrativt, at Indre Mission i dette område stod ret svagt forankret. Det kan hertil bemærkes, at Indre Mission i Skive i 1897 byggede missionshuset Garizim. Desuden var fra 1870'erne arbejderbevægelsen en del af de folkelige bevægelser. Denne del mangler endnu helt at blive undersøgt i Nordfjends.

I modsætning til forsamlingshusenes første fase i provisorietiden og arbejderbevægelsen, var missionshusene upolitiske i den forstand, at religionen var i fokus. Det upolitiske kan man dog konstatere, at man skal tage med forbehold, der er undersøgelser, der viser, at dele af missionen sympatiserede med Højre (og Estrup) i markant modsætning til bevægelsen omkring den første tids forsamlingshuse.

Det må have spillet ind på forsamlingshusenes aktiviteter, at afholdsbevægelsen fra begyndelsen af 1900-tallet fik så megen fodfæste, at Danske Afholdsselskabers Landsforbundi 1903 kunne stiftes, også med en afdeling i Nordfjends, hvor Hald Afholdsforening ligeledes stiftedes i 1903. Afholdsbevægelsen i Hald kan meget vel have været inspireret af et drab på Hald Kro, som blev begået i forbindelse med indtagelse af en hel del spiritus.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra Knud Sørensens novelle, Det ottekantede forsamlingshus

...

Der skete det, at Christen Kold på grund af det vidnesbyrd, han havde forladt seminariet med, ikke kunne få et normalt embede, men havde så det held – og ”held” sigter ikke bare til Kold, men også til Mors – at blive ansat som huslærer hos provst Sørensen i Solbjerg, som muligvis havde en vis sympati for det såkaldte sværmeri.

Og så når vi frem til en vigtig dato, fortæller den gamle, nemlig den 31. januar 1837. Provsten var ikke hjemme, men Kold fik besøg af Peter Larsen Skræppenborg, som var på tilbagevejen fra en rejse til Thy, og da for ikke en djævel i dem, men nærmere en åbenbaring, og de indbød til en forsamling om aftenen, og det blev så den grundtvigske bevægelses første nedslag på Mors.

”Og den bredte sig,” fortæller den gamle, og han fortæller også, at Christen Kold ikke kom til at virke lokalt her i så farlig lang tid. Provst Sørensen ansatte ham dog som lærer ved skolen i Øster Jølby, men ansættelsen kunne ikke godkendes højere oppe i systemet, så i foråret 1838 forlod Kold øen, og det blev senere på Fyn, han udviklede sine og Grundtvigs skole- og højskoletanker.

I de kommende årtier efter Kolds afrejse, voksede bevægelsen på Mors sig stærk, trods myndighedernes modstand. Den gamle fortæller, hvordan herredsfogeden Rummelhoff og en anden af de såkaldte ”to hoffer”, nemlig provst Dalhoff i Nykøbing, rykkede ud, når de fik nys om en forsamling, arresterede lederne og kørte dem til kachotten, men selv om de blev idømt bøder, kunne intet standse dem. Bevægelsen voksede sig stærkere og stærkere især på det nordvestlige Mors, og i årene 1869 til 1871 opførte man sin egen kirke i Øster Jølby, Ansgarskirken, og stiftede formelt en valgmenighed.

... jeg afbryder ham og siger: ”Det var det ottekantede forsamlingshus, jeg ville høre noget om.”

Han ser lidt sur ud, men så sitrer et beroligende smil inde i hans skæg. ”Ja, ja,” siger han, ”det kommer,” men først kommer altså noget af det, som bevægelsen også resulterede i dernede midt på Mors. Der oprettedes som årene gik en halv snes friskoler, som f. eks. Galtrup Friskole som senere blev til Øster Jølby Friskole. Den blev oprettet i 1861, men fik først sin egen bygning i 1878, for en friskole var jo først og fremmest en lærer og nogle elever og ikke så meget en dynge mursten. Og ikke mindst vigtigt: I november 1864 åbnede Galtrup Højskole.

Anders Kristen Povlsen Dal hed ejeren og forstanderen. ...

Og nu er den gamle så ved at fortabe sig i en spændende historie om Povlsen Dals videre skæbne, men jeg siger endnu engang: ”Det var det ottekantede, jeg skulle høre noget om. ”Han vrisser: ”Det er jo det, jeg kommer til.”

Han fortæller mig nu, at den nye bevægelse på Mors – og andre steder i landet – ikke bare var en religiøs, men også en national og politisk bevægelse mere eller mindre diskret vendt mod det politisk dominerende højre. Man oprettede riffelforeninger, formelt for at styrke forsvarsviljen efter nederlaget i 1864, reelt som et vink om, at folket måske var beredt til en revolution. På Galtrup Højskole var skydning en væsentlig del af gymnastikundervisningen, og at skolen og det, den stod for, kom i miskredit hos myndighederne kan bl.a. ses af, at da den i vinteren 1874-75 som vanligt søgte ministeriets understøttelse til skolen, modtog den hverken svar eller penge. Forklaringen findes nok i en erklæring fra skoledirektionen, der bl.a. skriver, at skolen ikke hører til dem, ”som lægge særdeles Vægt paa at bibringe sine Elever noget egentligt Fond af Kundskaber; den har formentligt kun søgt ved Foredrag at vække de unge Menneskers Sans for og Syn paa de aandelige Bevægelser, der røre sig saavel i kirkelig som folkelig Retning,” og den gamle lader fingeren glide ned over det papir, han har gravet frem fra en af sine mange lommer, og fortsætter så: ”at de naar de forlader Højskolen alle har lært at slutte sig ensidigt og ubetinget til den grundtvigske kirkelige Indflydelse og det saakaldte forenede Venstre.”

Netop i 1875 var det, at Estrup dannede sin første regering som optakt til den periode, der blev kendt som provisorietiden. ”Men det vidste du vel?” siger den gamle.

”Og nu,” siger han, ”skal du ikke være utålmodig så meget længere. Vi nærmer os.”

”Men der er altså stadig lidt forhistorie,” siger den gamle lidt undskyldende. Og det er efterårsmøderne. I 1870 begyndte valgmenigheden og højskolen i forening at afholde et årligt ugelangt efterårsmøde, først på højskolen, men da tilslutningen blev så stor, at der ikke var plads nok på den, flyttedes møderne til anlægget ved Præstbro, og blev altså til friluftsmøder. Men her var man jo undergivet vejrets luner, så på et møde den 30. december 1875 stiftede man foreningen ”Morslands danske Samfund” som skulle forestå opførelsen af det forsamlingshus, man allerede var i gang med at samle penge sammen til..

Sådanne ”danske samfund” blev der oprettet mange af rundt om i landet i sidste del af 1800-tallet på initiativ af Grundtvig og en række af hans venner, og de fik en stor betydning for det folkelige og politiske gennembrud i perioden. Kun ét af disse samfund, nemlig det lige omtalte på Mors, har overlevet til i dag.

Men altså: Det lykkedes at få opført et forsamlingshus, og det blev indviet den 8. september 1876, en ikke helt tilfældig valgt dato, da den 8. september netop er Grundtvigs fødselsdato. Grundtvig selv kunne af gode grunde ikke personligt være til stede, han var død fire år forinden, men inspirationen fra ham var levende. Og det var så det forsamlingshus, bygget i Galtrup på et stykke jord udstykket fra højskolen, der blev kendt som det ottekantede. Og hvorfor ottekantet? Hverken den gamle eller jeg er i stand til at helt præcist at forklare det med de otte kanter, men faktisk kan man følge et forløb af ottekantede bygningsværker i Danmark. Det begyndte med Frederiksberg kirke, som blev opført 1733-34. Den skulle være kirke for en udflyttet menighed fra den hollandske koloni på Amager, og arkitekten var den hollandske Felix Dusart, der overførte den protestantiske centralkirketradition fra sit hjemland til Danmark.

Næste station på vejen er kirken på Nyord ved Møn, som blev bygget på inspiration fra Frederiksberg Kirke i 1846. Arkitekten var Otto M. Glahn.

Og så kommer forsamlingshusene, først det i Galtrup, indviet 1876, og så et ved Rødkilde Højskole på Møn i 1878. I begge tilfælde var bygmesteren en thybo, Niels Povlsen Nørbjerg, som netop de foregående år havde været på vinterstudier i København, og nok stiftet bekendtskab med Frederiksberg Kirke og hørt om Nyord Kirke, og de to forsamlingshuse har nærmest været kopier af hinanden, begge også med stald i kælderen til gæsternes heste. Men på grund af en senere tilbygning – også af en etage mere – i Galtrup ligger Rødkilde forsamlingshus i dag som en formindsket kopi af det i Galtrup.

Det var lidt af et skud i tågen. Men skal jeg gætte på, hvorfor man valgte en ottekantet bygning, gætter jeg ikke på, at man ville indføre en hollandsk tradition, men jeg hæfter mig ved, at rummets form betyder, at stole og evt. borde kan stilles op, så taleren på et møde mere er omgivet af tilhørere end i de traditionelle langstrakte lokaler, hvor taleren står foran en ret smal forsamling af tilhørere og kun behøver at tale i én retning. I det ottekantede kommer et møde mere til at ligne et friluftsmøde, og virker nok også mere intimt.

Og kommet så langt behøver jeg ikke længere selskab af den gammel i æ hyw’, jeg kan køre hjem til mig selv og skrive artiklen færdig.

Udover at huset i dag bruges i mange sammenhænge, også familiefester kan finde sted der, så afholdes der stadig efterårsmøder, og talerstolen i forsamlingshuset er en af de talerstole, mange betragter det som en ære at bestige. ”Bestige” skal forstås bogstaveligt, på bagsiden fører nogle trappetrin op på den.

Det er mange store personligheder, der i årtiernes løb har talt fra den. Kendte højskolefolk som Ludvig Schrøder og J.Th. Arnfred og også forfattere som Jakob Knudsen har stået der. Og mange, mange andre – en opremsning kunne fylde et par spalter. De første mange år var efterårsmøderne af en hel uges varighed, så blev de skåret ned til 3-dages møder, og i dag er det kun lørdag-søndags møder.

Enkelte har fået lidt af et chok, når de har afsluttet deres foredrag. En kendt nulevende forfatter har fortalt mig, at han talte ved et efterårsmøde i det ottekantede, og da han var færdig med sit foredrag, var der dødstille i salen. Han gik ned fra talerstolen og gik over gulvet, og den eneste lyd der hørtes, fortalte han, var at hans ene sko knirkede. Han satte sig ved siden af sin kone og hviskede, ”det gik vist ikke,” men i det samme rejste formanden sig og sagde: ”Skal vi takke,” og alle i salen rejste sig og stod tavse og ubevægelige en tid. For sådan var det dengang, man klappede ikke ved den slags møder, man rejste sig og hyldede på den måde foredragsholderen.

I dag klapper man gerne. Når der altså er grund til det.

Det ottekantede forsamlingshus ligger endnu på sin plads i Galtrup et halvt hundrede meter eller sådan fra skellet mod Øster Jølbys bymæssige bebyggelse, den der voksede op omkring Ansgarskirken. Og det ligger dels som ramme om nutidige aktiviteter og dels som et monument over den udvikling, jeg har forsøgt at beskrive delvis med hjælp fra den gammel i æ hyw’, og vi kan alle glæde os over, at det stadig ligger det. Det var ellers nær gået galt. Forsamlingshuset var blevet overdraget den tidligere højskole, nu efterskole, og da det var meget forsømt og lettere forfaldent, besluttedes det på skolens repræsentantskabsmøde i 1978 at foretage en nedrivning, og grunden skulle så bruges til parkering.

Men så kom redningen. Den tidligere redaktør af Morsø Folkeblad Erik Lau Jørgensen, der netop var blevet præst ved frimenigheden, satte ikke bare himlen men også jorden i bevægelse med det resultat, at bygningen blev fredet og at en indsamling skaffede de midler, der kunne til at bekoste en restaurering.

Og der ligger det så, smukt vedligeholdt og viderefører en værdifuld folkelig tradition. Og selvfølgelig hedder vejen, det ligger ved, Povlsen Dals Vej.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det sønderjyske køkken er glimrende sat ind i en kulturhistorisk sammenhæng af museumsinspektør ved Sønderjyllands Museum, Inge Adriansen i Smag på Sønderjylland Madkultur uden grønser, Gyldendal 2012, s. 14-23 og især s. 118-124

Print siden Kontakt Nordfjends Find os på Facebook
Projektet støttes af fiskeriudvilkingen

Projektet er støttet af ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter samt EU

Lidt om Nordfjends.dk

Nordfjends.dk er et online-projekt til at informere omkring Nordfjends-egnen og især de forskellige smukke stisystemer, der løber igennem det meste af Nordfjends og skaber nogle smukke vandre- og oplevelsesmuligheder.

Hjemmesiden Nordfjends.dk består af diverse websider, der opretholdes af en webmaster og et udvalg, nedsat af de foreninger, som driver siden.

Læs mere her om bl.a. brug af eksterne web-steder

 

 

 

Kontakt Nordfjends.dk

Nordfjends.dk er drevet af frivillige hænder og har derfor ikke en direkte adresse. Du kan kontakte Nordfjends.dk på følgende måder:

Tlf: 6137 3497
Mail: 

Dynamic-it leverandør af webshop