Virksund området

I det efterfølgende vil kun de fredede fund i Virksund området blive gennemgået og nøjere stedfæstet. I resten af Nordfjends vil det blive givet tilsvarende og parallelle eksempler.

De fredede fund i Virksund området

Omkring kulturarvsområdet ved Ørslevkloster Sø og vest for Virksund dæmningen.

Nord for Hobrovej ved Bøstrup by er der en rundhøj. Tilsvarende er der en rundhøj placeret nord for Hobrovej ved Virksund. Endelig er der nord herfor, ude ved fjorden en stophøj, hvorom det hos Nationalmuseet i 1938 hedder: ”Mindre Grube i Top. Lyngklædt. I Hede. 1,35 x 13 m. Gamle skader: Ældre nedgravning i toppen. Skovvej fører henover sydsiden og -foden. Vanskeligt at bedømme størrelsen p.gr.af ovennævnte vejs lettere udjævning af sydfod / -side.” I realiteten en noget mishandlet rundhøj fra o. 1066 e. Kr.

Omkring og vest for Ørslevkloster Sø.

6 rundhøje og en stenbygget grav nord for Hobrovej, 2 rundhøje syd for Hobrovej. Heraf 1 fredet gravgenstande (lerkarskår i rundhøj) og 1 fredet brandgrav (fra bronzealderen, o. 1100-501 f. Kr.), ligger i rundhøj. Dvs. 8 rundhøje og 1 stenbygget grav.

Omkring og vest for Ørslevkloster Sø.

Her er der 6 rundhøje og en stenbygget grav nord for Hobrovej, 2 rundhøje syd for Hobrovej. Heraf 1 fredet gravgenstande (lerkarskår i rundhøj) og 1 fredet brandgrav (fra bronzealderen, o. 1100-501 f. Kr.), ligger i rundhøj. Dvs. 8 rundhøje og 1 stenbygget grav. 

 

Øst for Ørslevkloster Sø, syd for Hobrovej, omkring Virksund Kursuscenter.

Der er 3 rundhøje og 1 langhøj syd-vest for Virksund Kursuscenter. I langgraven er der fundet bronzesværd. Det hedder i Nationalmuseets bemærkninger: ”alene størrelsen gør den til 3-stjernet.” Henholdsvis lidt syd og nord for langhøjen er der 3 rundhøje, 2 mod nord, 1 mod syd. De 3 rundhøjes datering er langt bredere end langhøjen, der dateres til bronzealderen ca. 1500-501 f. Kr. Rundhøjene går tilbage til tiden før bondestenalder og frem til vikingetiden o. 1000 e. Kr.[1]

I skovtykningen fra Virksund Kursuscenter ud mod fjorden ligger der 2 rundhøje, lidt syd herfor yderlige en rundhøj. De 3 rundhøje er ”svært erkendelige i landskabet”, da de er dækket af buske og træer.

Omkring Sundstrup, øst for Virksund dæmningen

Mest markant og synligt øst for Virksund dæmningen er Marens Patter.

Marens Patter er en del af 3 rundhøje, Sønderhøje, der er en stenbygget grav fra stenalderen. I Nationalmuseets beretning fra 1883 hedder det om Sønderhøje: ” To særdeles anselige smukt hvælvede Rundhøje, som ere særligt fremtrædende ved deres Beliggenhed ved Brinken ned mod Stranden. De synes at have en af Jord dækket Krands af større Sten om Foden. De indeslutter vistnok Stenalderkamre.” Dateringen går fra stenalder til, men ikke ind i, bronzealder, dvs. 1500. Syd for Sønderhøje (Marens Patter) ligger en mindre markant rundhøj, som endnu ikke er nærmere beskrevet.

Længere syd for Marens Patter ligger der yderligere 5 rundhøje.

Gravformer

Oplysninger fra Nationalmuseets definitioner af gravformer.

Ordet brandgrav henviser til en urne eller nedgravning, hvor der opbevares resterne af en eller flere personer der er brændt på et ligbål. Urnegravene kendes fra flere perioder af oldtiden, men særligt fra den yngre del af bronzealderen og frem. En særlig kendt urnegrav findes i gravhøjen Lusehøj på Sydfyn, hvor en magtfuld stormand omkring 800 f. Kr. blev brændt og derefter stedt til hvile sammen med en række rige gravgaver såsom dragtnåle, en guldarmring og et kostbart drikkekar fra Sydeuropa.

En urnegrav er det samme som en brandgrav, men med den tilføjelse at den afdødes jordiske rester er blevet lagt i en urne. Urnen er ofte et lerkar, men kan også være fremstillet af eksempelvis bronze.

Bådgravene forbindes primært med jernalderen og vikingetiden, og er grave, hvor den døde er blevet gravlagt i en båd. Bådgravene kendes fra den store jernaldergravplads ved Slusegård på Bornholm.

Bautasten er oprejste, aflange sten fra bronzealderen og jernalderen. I modsætning til runestenene har bautastenene ikke nogen indskrift, og de markerer ofte et begravelsesområde. Bautastenene forbindes særligt med Bornholm, hvor de kan ses i Gryet og ved Stammershalle.

Gravhøje er i form, konstruktion og størrelse meget forskellige, men generelt kan man sige at gravhøjene er jordhøje der dækker over en eller flere begravelser. Gravhøjene blev opført gennem store dele af oldtiden. Lige fra bondestenalderens tidligste langhøje til de store gravhøje fra vikingetidens Jelling.

Hellekister kendes fra slutningen af bondestenalderen og bronzealderen, og er en meget udbredt gravform i oldtiden. Ordet hellekiste kan bedst oversættes til gravkiste, og der er typisk tale om en mandslang, rektangulær kiste, hvor siderne er opbygget af tilhuggede sten. Oven på sidestenene findes en eller flere loftsten.

Som regel er hellekisterne dækket af en gravhøj. I løbet af bronzealderen sker der en ændring af gravskikken, da man begynder at brænde de døde. Urnebegravelserne begynder derfor at vinde indpas, mens opførelsen af nye hellekister aftager.

En jordfæstegrav er – i modsætning til brandgrave – en grav, hvor den afdøde er blevet nedlagt i graven i ubrændt tilstand. Jordfæstegrave kendes allerede fra jægerstenalderen, hvor man ved Vedbæk i Nordsjælland har fundet flere jordfæstegrave.

Jættestuerne var en videreudvikling af stendysserne, hvor det stenbyggede gravkammer var blevet gjort større og mere aflangt, ligesom der var tilføjet en indgang.

Jættestuerne indgik i bondestenalderens komplicerede, religiøse handlinger, og i enkelte jættestuer er der fundet knogler efter op mod hundrede gravlagte personer.

I dag er der bevaret omkring 900 jættestuer, men oprindeligt har antallet været betydeligt større. Jættestuerne blev opført over en ganske kort periode på måske kun hundrede år omkring 3300-3200 f. Kr. Blandt de mest besøgte jættestuer er Klekkendehøj på Møn, Lundehøj i Thy, Troldstuerne i Odsherred og Hulbjerg-jættestuen på Langeland.

Stendyngegrave er en særlig gravskik fra bondestenalderen, og er navnlig knyttet til det midt- og vestjyske område, hvor man begravede sine døde i mandslange, badekarformede og stenfyldte grave. Deraf navnet stendyngegrave. Stendyngegravene ligger ofte i forlængelse af hinanden og har formentlig lagt langs datidens veje.

Kammergrave er en bestemt begravelsesform fra jernalderen og vikingetiden, hvor kisten er udvidet til et regulært gravrum. Kammergravene var forbeholdt samfundets elite, som det ses med kammergraven i den nordlige af gravhøjene i Jelling.

Langhøjene er et af de tydeligste tegn på det markante skifte der skete ved overgangen fra jægerstenalderen til bondestenalderen. Netop opførelsen af langhøjene viser at den første bondebefolkning ændrede opfattelse af livet og døden. Hidtil havde man gravlagt de døde i mere simple jordfæstegrave, men omkring 3.800 f. Kr. byggedes de første mægtige langhøje. Som navnet antyder, er langhøjene lange jordhøje på op mod 80-90 meters længde med gravlæggelser inde i højen, hvor de døde blev begravet i træbyggede gravkamre. Betegnelsen langhøj anvendes også om de op til 200 meter lange langhøje, hvori senere generationer af stenalderfolket byggede en eller flere stendysser. Nogle af de kendteste eksempler på langhøje er Bygholm Nørremark nær Horsens og ved Barkær på Djursland.

Som navnet antyder, er en rundhøj en rund (halvkugleformet) gravhøj fra oldtiden. Både i bondestenalderen, bronzealderen, jernalderen og vikingetiden byggede man rundhøje. Mens gravhøjens form har en række lighedstræk, er der stor variation i gravhøjenes konstruktion. Inde i de ældste rundhøje kan man således finde en stendysse eller jættestue fra bondestenalderen, i bronzealderen kan der være tale om en tørveopbygget gravhøj, som man kender det fra Skelhøj ved Tobøl. Nogle af de yngste rundhøje er de to vikingetidshøje ved runestenene i Jelling.

I det sydskandinaviske område begyndte man at bygge stendysser omkring 3.500 f. Kr., men de første stenbyggede grave blev opført i Bretagne i Frankrig godt tusind år tidligere. Stendysserne blev bygget af store, tonstunge sten. De ældste dysser havde ikke nogen indgang, men bestod kun af et enkelt, rektangulært gravkammer med højest to dæksten over gravkammeret. Overalt i landet findes hundredvis af bevarede dysser, som eksempelvis Carlsstenen ved Frederiksværk, Poskær Stenhus på Mols og Sømarksdyssen på Møn.

Stophøj. Kun Rundhøjen i Virksund har denne betegnelse, formentlig fordi Nationalmuseet i 1938 mente at have fundet ”mindre Grube i Top”.

Tuegravene er en almindelig begravelsesform i sidste del af bronzealderen og begyndelsen af jernalderen, altså århundrederne inden Kristi fødsel. Tuegravene er fællesskabets gravpladser, hvor de døde er blevet brændt og derefter lagt i en tuegrav. En tuegrav er en meget lille gravhøj, der ofte ligger i tilknytning til en række andre tuegrave. En af de kendteste tuegravpladser findes ved Årupgård nær Ribe, hvor der oprindeligt lå omkring 1500 tuegrave.

 

Sundstrup, Tanghuset og Virksund som del af historien i Nordfjends

Erhvervsliv og tangproduktion i Virksundområdet

Bygger hovedsageligt på Viborg Museum, registrant over Sundstrup.

Ved Virksund har der siden middelalderen været overfartssted. Færgestedet mellem Himmerland og Nordfjends hørte på daværende tidspunkt under Viborg bispestol. Sundstrup er nævnt første gang i 1404, og matriklen af 1688 omtaler stedet med kro og færgegård med overfart til Virksund færgehus.

Omkring 1700 fik Ørslev Kloster færgeprivilegierne, men solgte dem i 1794, hvorefter de i en del år blev spekulationsobjekt. I 1810 fandtes på stedet en færge. I 1838 ejede færgegården en færge og to mindre både. Færgeprivilegiet blev forbedret i 1844, da færgegården også fik tilladelse til at drive kro. I 1870 fik amtet tilsyn med den private færgefart og ydede tilskud til vedligeholdes af færge og moleanlæg. En ny og større rofærge blev indsat i 1899 og denne fungerede indtil 1929, hvor man valgte at tage den ud af drift som følge af en stigende konkurrence fra jernbanen. I stedet roede færgekarlene passagerne over sundet i mindre både. Den ene af de to færger, som sejlede indtil dæmningen blev taget i brug i 1966, kunne dog til nød medtage en landbrugsvogn eller en bil.

Færgegården lå oprindeligt tæt på færgelejet, men rykkede sidst i 1800-årene op på den nuværende placering. Årsagen skulle være gentagne oversvømmelser efter at havet var brudt igennem Ager Tange på den jyske vestkyst ved Thyborøn i 1825.

Sundstrup har en struktur, som dels er bestemt af overfartsstedet ved sundet, dels af bonde byen på det marine forland umiddelbart øst herfor. Færgegård og kro blev anlagt frit ud mod det åbne færgeleje, mens den gamle landsbybebyggelse bestående af fem gårde og en håndfuld gadehuse lå langs den nuværende Strandvej. Her lå også landsbyens første skolehus. Ved udskiftningen i slutningen af 1700-tallet forblev gårde og huse stort set i landsbyen. En anden klynge af huse opstod i første del af 1900-årene mellem færgegården og købmandshandelen ved krydset Strandvejen / Sundsvej.

Flere af beboerne her var fiskere, som lagde deres småbåde ind ved færgelejet. De fleste fjordfiskere havde dog bierhverv med lidt landbrug, tangbjergning, teglværksarbejde og lignende. På strandengen syd for færgegården findes endnu et tanghus og lidt længere syd herfor lå kroens nu forsvundne teglværk.

Tanghuset i Sundstrup før og efter renoveringen i 2007 og en lastbil med tang.

  

 

Tangbjergningen var endnu i mellemkrigsårene en god indtægtskilde for mange i Sundstrup. Det var lodsejerne langs fjorden, som havde retten til tangen, men høstarbejdet gav arbejde til mange lokale familier. Om efteråret - efter en god vestenstorm - drev tangen op på stranden, og folk og heste sled med at bjærge tang op på markerne. Her strøede mænd, kvinder og børn tangen ud i tynde lag, så regnen kunne skylle den ren for salt, hvorefter den skulle tørre og bringes ind i tanghuse. I husene blev den presset og bundet og siden solgt, enten til Tyskland eller til Karl Pedersens fabrikker i Gedsted, hvor tangen blev brugt til madrasser eller til at stoppe i møbler. Den voksende bydannelse efter 1900, også langs Sundvej betød, at også skolen blev flyttet hertil. Især efter at dæmningen blev åbnet i 1966 er der bygget en del villaer i Sundstup, først på nordsiden af Strandvejen (fjordudsigt) og senere især syd for Sundvej. Her var der i stigende omfang tale om husejere, som arbejdede andetsteds, men som på grund af de forbedrede trafikforhold kunne slå sig ned i et fredeligt, maritimt miljø.

Anlæggelsen af Virksunddæmningen i 1966 betød at færgefarten blev indstillet. For de omkring 40 fiskere fra Hjarbæk, Sundstrup og Virksund, der indædt men forgæves havde kæmpet for en broløsning, fik dæmningen også ret katastrofale følger. Det næsten ferske vand i Hjarbæk Fjord ødelagde gydepladserne og den tiltagende forurening fra landbrugene ødelagde efterhånden også fiskebestanden i Lovns Bredning. De sidste traditionelle fiskere gav op i 1984. I dag er der kun nogle få muslingefiskere tilbage i Sundstrup. Deres fartøjer ligger i læ af dæmningen. Endelig er der et meget begrænset fritidsfiskeri, hvor fritidsfiskerne endnu benytter de karakteristiske lader og småskure langs fjordens nordside.

 

---

 

[3] Se nærmere om Tanghuset.